Over hele facebook for tiden er diskussionerne i gang. Hvad er mors behov og hvad gør vi som forældre for vores børns skyld. Hvad "skal" man gøre for at give sine børn den bedste start på livet.
Videnskab schmidenskab bliver slynget rundt i forsvar for de forskellige valg. Fanen er hævet højt for, at det er for børnenes skyld det hele. Det er ihvertfald ikke mutti's behov. Der bliver skreget ego mor mig her og der og alle vegne.
Hvorfor har vi så travlt med at skrige op om de RIGTIGE valg? Er der en "rigtig" to rule them all?
Jeg sad og tænkte tilbage på hvordan, jeg havde det da min datter blev født. Der var mange ting, der ikke gik, som jeg havde håbet på, og jeg kunne ikke amme - sådan troede jeg aldrig jeg ville få det.
Det berørte mig på et dybt plan, at jeg ikke fik den nærhed med den lille, at jeg ikke kunne udfylde rollen, som den der skulle give hende mad - jeg troede det var det jeg havde fået bryster til. Men nej.
Det var aldrig et ønske, at blive langtids ammer, og jeg glædede mig til igen at drikke en stor fad i solen på Vesterbro. Fordi det er dejligt, fordi jeg stadig er et individ, nu med afkom. Jeg ville også bare så gerne være en god mor, som jeg nu evner.
Nu er hun lidt større og fræk, og jeg har behov for at være, så god en mor som muligt. Jeg har behov for, at hun bliver set og hørt, så godt jeg nu kan. Jeg har behov for at hun får krammere og kysser, så jeg ved at hun har en chance for at vide, at jeg elsker hende mere end noget andet. Jeg går udfra, at det også er hendes behov. Det har jeg da vidst læst et sted...
Hvor "JEG*ER" er jeg nu oppe på?
Som tillæg til alt det, er der behov som hun også har. Det tager tid at læse dem, at lære hende at kende. Man fejlbedømmer, er træt og overser, man gør lidt, og så gør man det om.
Jeg er dog helt overbevist om, at man ikke kan fjerne MOARS behov, fra det at være forældre. Om man ammer til de er 8 eller ej! Så kan man skrive videnskab ind i det så meget man vil, hvis det ikke stemte overens med noget, vi følte inde i os, ville vi så overhovedet høre det?
Vi som forældre, har ting vi gerne vil gøre anderledes end vores egne forældre. Vi har værdier, vi har livssyn og erfaringer, vi har ting, vi mangler og gerne vil fylde i vores eget system.
Er vi bedre forældre ved at tilsidesætte alle vores egne behov? Eller skal vi se dem i øjenene, og flette dem ind, mærke dem, og acceptere det som en del af det at være mor til et lille menneske MED HELT SINE EGNE BEHOV?
