Jeg arbejder med mennesker.

De der ønsker at forbinde sig med naturen - den inden i og rundt om os.

De der længes efter at føle sig hjemme i kroppen og i fællesskabet.

De der vil leve i et andet tempo end ‘full speed’.

De der vil bruge deres hænder og sanser.

De der ønsker jordbundethed, forbundethed og ærlighed over for sig selv og i samværet med andre.

De der ønsker at hele de sår der har efterladt os med en følelse af adskillelse, en slags hjemløshed.

Jeg er nok et underligt mix af mange ting. Mange historier og oplevelser - det er de fleste af os.

Jeg kan lide nymånen og stilheden.
En af mine ynglingssange er Reunited af WuTang
Min praksis er intuitiv bevægelse, tid i skoven og stirre ud i luften.
Jeg kan være woo woo og så slet ikke.
Det er ikke vigtigt for mig med fancy titler, så det får du sjældent her.
Nord Canada er min fødested, engelsk mit modersmål og North West River kalder jeg stadig hjem.
3 menneske-børn kalder mig mor, dem har jeg også født.
Jeg græder let og griner meget - også når det ikke lige passer ind.
Humoren er sort.

Og så er alt i bevægelse og ændrer sig og udvikler sig. Men kærligheden til naturen er konstant og håbet for mig i mit arbejde er, at vi er flere der finder hjem her.

At sammenfatte et liv i et kort kapitel er en udfordring, men nogle af de største vendepunkter og indflydelser på mit liv og arbejde må være disse.

🌿 Jeg er født blandt de indfødte i det nordlige Canada. Her blev kærligheden til det vilde skabt fra fødsel. Respekten for naturen var fundamentet for livet, der hvor isen næsten altid er frosset. Det gav mig en bevidsthed om, at jeg er en del af noget større, at naturen er intelligent og at jeg har brug for den for overlevelse - ikke omvendt.

🌿Vi flyttede til Danmark i 90'erne og hele mit liv har vi rykket op hvert andet år. Noget som min mors familie også gjorde, og den før hende. Nomadelive længe leve. Det har gjordt, at hjem er et vidt begreb, der ikke har meget med markise og mursten at gøre.

🌿Som ung kvinde i 2001 smuttede jeg til Bosnien for at arbejde på en amerikansk militærlejr. Jeg forlængede mit ophold og flyttede videre til en britisk militærlejr i Kosovo i 2002, en tur, der ramte mig hårdt. Det halvandet år ændrede mig. Da jeg kom hjem oplevede jeg kraftig stress og angst og brugte de næste år på at dulme… voldsomt.

Jeg drak, røg, spiste, festede, sov ikke og var ikke alene i mere end 5 minutter - for at undgå følelser. Det var alt for smertefuldt. Det fortsatte med at være meget overvældende. Jeg isolerede mig mere og mere. Jeg var ikke i min krop og min fødder rørte knap jorden.

På et tidspunkt var angsten og rastløsheden så skadelig for mit liv og mine relationer, at jeg var nødt til at forholde mig til historierne. Her blev frøet sået til det jeg laver i dag.

🌿Da jeg blev mor, gik jeg gennem mild fødselsdepression og kiggede endnu en gang ned i et kul sort hul. Det blev også vejen ind.

Til min kropsnatur, til vildskab, til at kigge på mine rødder, historier og egne fortællinger. Til at finde ro og støtte i andet end mennesker.

🌿Livet er fuldt for de fleste af os. Os moderne folk har langsomt fjernet vores forbindelse til naturen og hinanden. At bringe det forhold tilbage i mit liv bragte også min 'destessor', min livline og min følelse af formål tilbage.