Anmeldelse: Mindfulness for børn og unge, af Sabrina Justesen Leoni (Copy)

  Anmeldelse fra Mindful GroundFor en måneds tid siden fik jeg denne bog tilsendt med et ønske om at anmelde den. Jeg har rigtig mange bøger om mindfulness, dette er dog den første på dansk om mindfulness med børn. Et område som gerne, for min skyld, må udvide sig endnu mere i arbejdet med børn og unge i Danmark. Jeg har virkelig nydt at læse den.

For mig som forældre har området en klar interesse. Selvom bogen særligt er henvendt til de der professionelt arbejder med børn, så åbnede jeg bogen i håb om også at blive inspireret som mor og i min måde at møde min datter på. Professionelt er det altid spændende at læse om andres viden og fordybelse med området.

Jeg er ikke "akademisk uddannet” i mindfulness. For mig har det været praksis, praksis, praksis og at lære af de lærer jeg har fulgt, der har været min primære vej. I det lys er “Mindfulness for børn og unge” fantastisk godt opbygget. Det er nemt at gå direkte til øvelser, som man kan prøve af i hverdagen. Det mere akademiske stof er samlet særskilt i starten, og giver mig som læser et godt og tydeligt overblik.

Baggrundsstoffet giver en god intro til mindfulness og dens indtoget i Vesten. Der er en dybde og en respekt for både forskning og praksis.

Øvelserne er godt bygget op, og er ikke krydret med for meget “snik snak”. Jeg har en klar følelse af, at kunne gå i gang med dem med en børnegruppe uden for meget tvivl om “the hows and whys”. De udstråler en varme og en nænsomhed for de børn der deltager. Det giver mig lyst til at være barn igen, i selskab med en voksen der sad på gulvet og gav sig den tid og opmærksomhed til at bare at være til stede.

Det er også glædeligt, at der bliver lagt vægt på den voksnes praksis. At arbejde med mindfulness kræver i det hele taget en solid egen meditationspraksis. Man er nødt til at arbejde med det selv, hvad end man er forældre eller har en professionel tilgang. Derfor mener jeg, at det er så vigtigt med de konkrete øvelser til de voksne.

Hvis du har en professionel interesse for området med børn og mindfulness, vil jeg klart anbefale denne bog. Som forældre kan du dog også hente en masse inspiration i øvelserne. En dejlig velskrevet bog.

Få mere information om bogen her...