Alle hader mormor bag rettet...

Jeg har lige været på to dages arbejds"retreat" på landet. Min mor bor ud til vand og skov, og det er luksus at komme derned. Der var fantastisk, solen skinnede og vi tog en køretur langs vandet på vej ind for at handle. Jeg kørte bilen, og er måske ikke den mest erfarne billist. Derfor vælger jeg, at køre forsigtigt mellem vejtræer og rådyr.

Store smil og grin og tjuhej hvor vi hygger, jeg kigger ud af bakspejlet, ser en ung fyr i en sænket vogn i en god turkis farve, som helt sikkert kører mere end mine 48,8 km i timen. Jeg har overskud, jeg er glad, og føler mig som et stort menneske, så jeg bremser ned, og blinker ind til siden for at lade ham komme forbi.

Han kører forbi mig storråbene i sin bil, rystende på hovedet mens han laver fagter mod mig og gasser op...

Vildt nok, hvordan ens intentioner gang på gang bliver misforstået, og hvor meget en "ÅRH jaaa..." følelse man kan få, når nu man prøvede at være flink.

Det store spørgsmål er, hvad jeg nu gør? Skal jeg lade det ødelægge mit humør. Give fingeren tilbage. Blive ked af at al den forsøgen på at gøre ham en tjeneste var forgæves? Lade være med at gøre det en anden gang?

Hvordan ville du reagere?

Klima, klima, klima, lkmia, lmiak...

Mens jeg sidder her med hovedet ud af vinduet med varmen på for fuld udblæsning, med min 17. latte to go i papkrus, computer, TV, og radio kørende og har glemt at slukke lyset i flere rum, undrer det mig, at de der store virksomheder ikke kan finde ud af at skære ned for det dersens CO2... NEJ... Nu går snakken igen omkring vores klima. Jeg ved ikke, om jeg skal frygte dommedag lige om hjørnet, men én ting jeg kan sige er, at det ikke kun er industrien, der er er nogle miljøsvin. Hvordan skal man danne sig et billede af hvilken situation vi virkelig står i?

Jamen hvad nytter det, kan man spørge sig selv om. Tja, jeg synes da i det mindste man skulle prøve. Jeg kunne godt tænke mig, at opdrage min datter til et liv, med et sundere miljø omkring hende og en følelse af ansvar for den verden hun lever i.

Jeg har min gang inde hos Danmarks kommende elite på KU et par dage om ugen... Her kan man både få varmen og en masse frisk luft samtidig på toilettet... Hvad er meningen med at skrue op på 5 i stedet for at lukke vinduet? Kaffen bliver nydt i gode engangs flamingokrus, som heldigvis ikke kan genbruges - og man MÅ IKKE bruge sit eget krus er der et fint lille skilt der reklarmerer med. Papir flyder alle vegne, og toiletpapir bliver brugt til at markere vejen til toilettet...

Hvorfor har vi så svært ved, at se os selv som en del af en et større billede? Hvis man ikke selv har et ansvar, hvis er det så? Det er vel i sidste ende os som forbruger, al den industri arbejder for? Jeg arbejder i hvertfald på at stramme op i mit eget liv, der helt klart også kunne bruge lidt forbedring på det område.

Hvad gør du for at skåne miljøet? Og tror du at der er stort problem?

Her er nogle tiltag jeg godt kan lide:

Fødevarefællesskabet - for dig der bor i KBH. Så kan man få lokalt grønt.

No impact man - måske lidt ekstremovich men han har gode pointer!

Stop spild af mad - Om hvad vores madvaner har af effekt på miljøet

Og drikkedunke frem for kildevand, termokrus til kaffen osv.

Dømmer du heller aldrig andre?

Jeg ville så gerne sige, at jeg aldrig dømmer andre. Men det gør jeg. Helt pr. automatik. Det gør vi alle, nogen mere end andre måske. Vi har alle den fantastiske egenskab, at vi kan forsvare enhver handling, og ofte også vores fordømmelser. I aften skal jeg undervise "mindfulness fortsætter" holdet, og jeg vil tage emnet "at dømme sig selv op". For den evne er om noget lige så vel udviklet som det at dømme andre... Er den ik? I den forbindelse fandt jeg et lille digt, som jeg synes var meget sjov. :) Og måske en lille reminder... hehe

a poem about judging others

I was shocked, confused, bewildered as I entered Heaven's door, Not by the beauty of it all, nor the lights or its decor.

But it was the folks in Heaven who made me sputter and gasp-- the thieves, the liars, the sinners, the alcoholics, the trash.

There stood the kid from seventh grade who swiped my lunch money twice. Next to him was my old neighbor who never said anything nice.

Herb, who I always thought was rotting away in hell, was sitting pretty on cloud nine, looking incredibly well.

I nudged Jesus, "What's the deal? I would love to hear Your take. How'd all these sinners get up here? God must've made a mistake.

"And why's everyone so quiet, so somber? Give me a clue." "Hush, child," said He, "they're all in shock. No one thought they'd be seeing you."

Judge NOT.

Jeg fandt den her: http://texandave.blogspot.com/2009/09/poem-about-judging-others.html

Zen for mødre

  Jeg har spurgt nogle kvinder, som jeg finder enormt inspirerende, om at skrive et indlæg til bloggen. De kommende måneder kommer deres bud på hvordan man kan få mere ro i hverdagen her. Jeg er enormt glad for at de har valgt at bruge tid på det. :) Her kommer Anna Skyggebjergs (forfatter til Zen mødre og Super mor) indlæg. Kh Carina

Zen for mødre

Er hverdagen hektisk? Glemmer du at trække vejret i bund? Glemmer du at gøre plads i din hverdag til ro, nærvær og fordybelse?

Den dårlige nyhed er, at sådan er det for de fleste mødre med små børn.

Den gode nyhed er, at det ikke behøver at være sådan. En hverdag med Zen-fyldte åndehuller er lige om hjørnet. Du behøver hverken at købe et ”starter kit”, at blive buddhist eller at melde dig til et 12-punkts program. Alt, hvad der skal til for at opleve Zen i hverdagen, er, at du finder nogle ritualer, som giver dig en følelse af, at du har ”a room of your own”, hvor du kan trække vejret i bund.

Her er mine tre helt enkle ritualer, der giver mig et Zen-fyldt åndehul om aftenen, når børnene er puttet.

1: Jeg trækker mig tilbage til soveværelset, slukker lyset, tænder stearinlys og tager 15 minutter i meditativ ro.

2: Jeg synker ned i min Nødhjælpskasse, som er en kasse, jeg har fyldt op med ting, der gør mig godt på hårde dage.

3: Jeg skriver taknemmelighedsdagbog, altså ”fem ting, jeg er taknemmelig for i dag”.

Selv på de travleste dage er Zen muligt! Og på de dage, hvor det alligevel ikke er, ja, der tilgiver man sig selv. For Zen handler nemlig også om at acceptere, at man ikke altid kan gøre det så godt, som man gerne vil. Og faktisk: Det er en stor lettelse og kilde til Zen at give slip på alle de store forventninger og acceptere livet, som det er lige nu. Og så have tillid til, at det ændrer sig efterhånden og kommer til at gå alt sammen.

Anna Skyggebjerg er mor til Jacob og Elise på 10 og 15 år. Hun har skrevet bøgerne ”Super Mor. Smutveje for enlige mødre – og andre seje kvinder, der vil have en nemmere hverdag” og ”Zen for mødre. Åndehuller du vil nyde, i en hverdag du vil elske!”

Følg Anna på hendes blog, ”Hele 3 ting”, hvor hun hver dag skriver om Zen i hverdagen: blog.annaskyggebjerg.dk

Getting lost in the woods.

This summer I needed a break from the city, the internet and my iPhone! My daughter and I took off, with some of my family to Sweden. In the middle of no where, a little house just sat there waiting.

It was so peaceful and the air so fresh, that I instantly felt at ease.

The past few years going through time with serveral anxiety attacks a day, becoming a mom and struggling with feeling sane enough for it..., and opening up to my sensitivity more, living in the city has become a bit of a stress factor. Living in constant noise doesn't have great effect on my system. So I knew this would be just what I needed.

Even the shower was amazing, standing butt naked with a full front view of the woods. And no peeping Toms.

The toilet being very good for the environment, was not so much a place for meditation...

This trip reminded me of the importance of re-charging, creating space in my life, and that although full of life, the city and being online ALL THE TIME, does have a negative effect on me and my stress level. And even better, to my big surprise of course, the city and my partner DID survive without me for a while...

The blog post is kicking off the blog, again. so this fall will be time for writing and hopefully interacting with you all.