I disse dage går vi og venter på, at vores andet barn melder sin ankomst. Det er en underlig følelse at vide, at lige om lidt så ændrer verden sig fuldstædig, vi ved ikke hvordan, men ved at det bliver stort. Det er både spændende og også lidt vemodigt. Som med efteråret der i dag viser sig fra sin bedste side, symboliserer at noget dør og noget nyt begynder. I dag er det præcis 11 år siden at jeg stod overfor en anden kæmpe omvæltning i mit liv. (Jeg er begyndt at skrive minderne ned, så småt og så dukker der en masse op til overfladen.)
Jeg stod i Københavnslufthavn, med en enkeltbillet til Sarajevo, Bosnien. Jeg havde en 6 måneders kontrakt med et Hollandsk firma "Echos" og skulle arbejde som civil på den Amerikanske hærs hovedkvarter, Butmir blandt ca. 3200 soldater fra hele verden.
Mit job var at arbejde sammen med lokale kvinder og mænd og skabe rekreationsområder for soldaterne på basen. Et eventyr jeg havde valgt, fordi jeg synes det var “once in a lifetime” chance for at prøve noget helt anderledes, inden jeg på et tidspunkt skulle blive rigtig voksen...
Der stod jeg og skulle lade mit liv som jeg kendte det dø, og et helt nyt kapitel skulle begynde.
Jeg skriver om det her, fordi at de 1 1/2 år i Balkan, hvor jeg langsomt lod mit sind, min krop, mig selv falde ud i ingenting, også blev min introduktion til mediation. Der er mange gode minder. Men jeg endte alligevel et sted, hvor det eneste jeg havde kontakt til var tømmermænd, adrenalin rushes, andres psykiske forfald, ekstrem had, fortvivelse og en dyb undren over menneskers evne til at tilgive.
Detaljerne er der ikke plads til her, men slutning kom i 2003 da jeg tog hjem for at holde jul. Chokket for min familie var stort. Jeg var mør, faldet fra hinanden, og en rastløshed styrede hver en handling. Jeg fungerede ikke længere i en normal verden. Jeg kendte den ikke længere. Jeg var mistroisk, min evne til at være del i relationer med tillid og ro eksisterede ikke længere. Langsomt tog stress, dødsangst og angstanfaldene over. Jeg havde lukket mig inde i mig selv.
Når jeg mindes de sidste 11 år, så er jeg dybt berørt over, hvor meget det er muligt at hele, tage ansvar, tilgive og hvad et menneske kan gennemgå af skift. I de tider hvor alt virkede håbløst og mit spejlbillede ikke var genkendelig, var der stadig muligheder. Jeg søgte i sin tid meditation, som en måde at komme af med angsten NUUUU. At det blev døren til så meget mere, kan jeg kun være taknemmelig for. Det har været hårdt arbejde, men at lade mig selv blive blød i stedet for hård, at være åben frem for lukket, har vækket mig i live igen.
Nu sidder jeg her 11 år senere, hormonel, sårbar, tyk, med halvveer, og er så klar til at åbne mit hjerte for et lille nyt menneske.
See you on the other side...