Krig, fødsel og død...

I disse dage går vi og venter på, at vores andet barn melder sin ankomst. Det er en underlig følelse at vide, at lige om lidt så ændrer verden sig fuldstædig, vi ved ikke hvordan, men ved at det bliver stort. Det er både spændende og også lidt vemodigt. Som med efteråret der i dag viser sig fra sin bedste side, symboliserer at noget dør og noget nyt begynder. I dag er det præcis 11 år siden at jeg stod overfor en anden kæmpe omvæltning i mit liv. (Jeg er begyndt at skrive minderne ned, så småt og så dukker der en masse op til overfladen.)

Jeg stod i Københavnslufthavn, med en enkeltbillet til Sarajevo, Bosnien. Jeg havde en 6 måneders kontrakt med et Hollandsk firma "Echos" og skulle arbejde som civil på den Amerikanske hærs hovedkvarter, Butmir blandt ca. 3200 soldater fra hele verden.

Mit job var at arbejde sammen med lokale kvinder og mænd og skabe rekreationsområder for soldaterne på basen. Et eventyr jeg havde valgt, fordi jeg synes det var “once in a lifetime” chance for at prøve noget helt anderledes, inden jeg på et tidspunkt skulle blive rigtig voksen...

Der stod jeg og skulle lade mit liv som jeg kendte det dø, og et helt nyt kapitel skulle begynde.

Jeg skriver om det her, fordi at de 1 1/2 år i Balkan, hvor jeg langsomt lod mit sind, min krop, mig selv falde ud i ingenting, også blev min introduktion til mediation. Der er mange gode minder. Men jeg endte alligevel et sted, hvor det eneste jeg havde kontakt til var tømmermænd, adrenalin rushes, andres psykiske forfald, ekstrem had, fortvivelse og en dyb undren over menneskers evne til at tilgive.

Detaljerne er der ikke plads til her, men slutning kom i 2003 da jeg tog hjem for at holde jul. Chokket for min familie var stort. Jeg var mør, faldet fra hinanden, og en rastløshed styrede hver en handling. Jeg fungerede ikke længere i en normal verden. Jeg kendte den ikke længere. Jeg var mistroisk, min evne til at være del i relationer med tillid og ro eksisterede ikke længere. Langsomt tog stress, dødsangst og angstanfaldene over. Jeg havde lukket mig inde i mig selv.

Når jeg mindes de sidste 11 år, så er jeg dybt berørt over, hvor meget det er muligt at hele, tage ansvar, tilgive og hvad et menneske kan gennemgå af skift. I de tider hvor alt virkede håbløst og mit spejlbillede ikke var genkendelig, var der stadig muligheder. Jeg søgte i sin tid meditation, som en måde at komme af med angsten NUUUU. At det blev døren til så meget mere, kan jeg kun være taknemmelig for. Det har været hårdt arbejde, men at lade mig selv blive blød i stedet for hård, at være åben frem for lukket, har vækket mig i live igen.

Nu sidder jeg her 11 år senere, hormonel, sårbar, tyk, med halvveer, og er så klar til at åbne mit hjerte for et lille nyt menneske.

See you on the other side...

Den travle venlighed...

Jeg sad i går og skrev på en artikel. I den forbindelse fandt denne video frem igen. Den er fra TED talks, og da jeg så den for nogle år siden gjorde den et stort indtryk på mig! Den tager fat på om vi har for travlt i hverdagen til at være venlige overfor hinanden?? Jeg vil ikke skrive så meget, da jeg vil lade den tale for sig selv.

Det ville dog være fedt, at høre om det sætter nogle tanker igang hos dig? Kan du genkende pointen med travlhed?

 

Hvis du ikke kan se videoen direkte her fra bloggen, så bruge dette link: http://www.ted.com/talks/daniel_goleman_on_compassion.html

 

Og vinderne blev...

Tusind tak til alle jer der delte en kommentar for at deltage i konkurrence om en Citinside cd. Jeg blev utrolig rørt over mange af de ting I delte, og er taknemmelig for jeres åbenhed. Jeg håber, at de to vindere bliver glade for cd'en, og den kan bidrage med noget i jeres hverdag.

Til I andre så kan i lytte til nogle af numrene kvit og frit via af dette link:

http://soundcloud.com/search?q%5Bfulltext%5D=citinside Hvis nogle ønsker at læse mere om projektet kan I gå ind på http://www.citinside.dk/

Til at udvælge brugte jeg en lille nummer generator inde på random.org, så det blev helt fair. Og så (drumroll please)... De to vindere er:

Linda: kommentar nr. 11 og Anja: kommentar nr. 13.

Hvis I vil sende jeres adresser til kontakt@mindfulground.dk så får I cd'en med posten.

 

VIND en Citinside cd - Et øjebliks ro Vol. 1.

  På det seneste har jeg fået tilsendt flere bøger og cd’er med ønske om, at jeg vil anmelde dem her på bloggen og facebook, (de kommer jævnt fordelt henover efteråret). Det gør jeg med glæde. Dog altid med en lille nervøsitet - hvad nu hvis jeg ikke kan lide det, skal man “lyve” eller pynte lidt på det, eller være brutalt ærlig? Hvorfor jeg har det sådan, er der mange grunde til, men lad det være et emne til et andet indlæg...

Mindful Ground BloggenI dag er det cd’en “Citinside - Et øjebliks ro Vol. 1” af Heidi Frier og Anne Eltard, jeg har fået æren af at lytte til og anmelde. De har også været så søde, at give mig 2 stk. cd’er, til 2 af jer der skriver en lille kommentar nedenfor.

Første indtryk er, at jeg er helt vild med coveret og det enkle design. Det underbygger den enkelthed jeg oplevede, da jeg satte cd'en på. Der er 10 numre i 3 dele. 7 numre med indtalelse og musik, og 3 instrumentale numre.

Som de to selv beskriver det er det en eksperimenterende fusion af lyd og meditationspoesi. Noget som jeg ikke er stødt på før. Det er længe siden, at jeg har brugt guidede cd’er, når jeg mediterer. Endnu mere sjældent er det, at jeg hører meditativ/relax/no stress musik (i den direkte forstand, for rock har også en meditativ virkning på mig). Derfor var jeg spændt på, hvordan det vil virke at lukke øjnene og lade mig guide på denne måde.

Det tog et nummer for mig, at vænne mig til stilen. Til at slippe ideen om hvordan en guidning “normalt” lyder, og lade dette være en helt anden slags rejse. Da 2. nummer startede, havde jeg det som at høre en børnebog, eller et Haiku digt. Det er så befriende simpelt. Det er uproblematisk, og det skabte et rum hvor jeg havde lyst til at være. Jeg fornemmede med det samme byen. Jeg fornemmede også et frirum deri.

Mine personlige favoritter er del 1 og 3. Del 2 minder meget om de guidninger, jeg selv bruger i min undervisning, så måske er det derfor jeg foretrækker de andre. Musikken og Heidis stemme kan anbefales - uden en facit på hvordan, hvor og hvornår den kan bruges. Den inviterer til, at man som lytter selv finder de øjeblikke og steder, hvor man ønsker et øjebliks ro (Vol 1.).

Jeg håber, at der kommer en Vol. 2. for jeg er spændt på, hvad de to kvinder videre ville kunne skabe sammen.

For at deltage i lodtrækningen af cd’en, så læg en kommentar der beskriver, hvor du kunne bruge et øjebliks ro og hvorfor? Jeg trækker lod onsdag, og husk at skrive dit navn. 

"Hey fede, sød hund du har..."

Noget jeg har undret mig over længe, er vores måde at hilse på hinanden... eller mangel på samme. Jeg har boet i denne lejlighed, i denne gård, med nogenlunde de samme naboer i 5 år. Alligevel kan jeg støde ind i de samme mennesker på 610. morgen, og ikke få så meget som et nervøst trækken på smilebåndet. Vi går rundt mellem hinanden, som totalt fremmede (også selvom vi har talt sammen ved et uheld i ny og næ). Nogle gange er der dog øjenkontakt. Forældre i institutionen kan kigge på en lige udenfor døren til Børnehaven, uden at sige hej eller bare nikke. Selvom barnet står, og skriger HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEj.

Er jeg bare bondsk, og skal se at blive som de andre Københavner-jyder? Hvad er det ved en storby, hvor man bor tættere end på landet, der gør at vi pludselig ikke ser mennesker omkring os?

Jeg bliver så glad for at få et smil om morgen eller af at give en "godmorgen" til skraldemanden. Jeg har altid været vant til, at man anerkender andres tilstedeværelse. Det bliver så køligt med al den ignoreren. Ikke smalltalk, bare et smil - det forandrer altid min dag når andre smiler.

På det sidste internationle MBSR kursus jeg holdte, var det noget af det der rørte dem allermest. At de i Danmark ikke følte sig særlig set. De fleste kom fra lande hvor man gør noget ud af at "komme hinanden ved". Bare et forsigtigt "mojn". Det er lidt trist, at andre føler, at vi er lidt ligeglade i det.

TILGENGÆLD er der 3 ting der får flere til at smile, sige noget, stoppe op og komme hinanden lidt ved.

1. At være så gravid, at det ikke længere bare ligner en delle. Jeg får trætte smil fra kvinder med barnevogne. Smil og kommentar fra ældre mennekser. Og en masse spørgsmål fra flere udviklingshæmmede på Istedgade. Det inviterer bare til en eller anden form for kontakt.

2. Folk med hundehvalpe. Nårrrh hvor er den sød. Hvor gammel er den? Hvad hedder den? Eller bare masser af smil og klap (hunden, ikke ejeren). Det er svært ikke at synes de er nuttet og værd at smile af.

3. Når man får grineflip på gaden eller i bussen. Som regel smitter det. Når nogen andre griner helt nede fra maven, kan man næsten ikke undgå det selv. Medmindre mand har gode folk omkring sig der kommer med den typiske "ejjj helt ærligt, så sjovt var det heller ikke...".

Hvad er det ved de særtilfælde, der får vores opmærksomhed, på for det meste den gode måde?

Børn kan det næsten ligemeget hvad... Så godmorgen til jer alle, med ønsket om en god dag. :)